På rejse med ADRA i Uganda

Den 5. februar tager jeg på en 14 dages tur til det østlige Afrika, der det meste af turen vil være i samarbejde med hjælpeorganisationen ADRA. Adra Danmark har siden 2002 arbejdet i Karamoja,en region beliggende i den nordøstlige del af Uganda, og jeg skal med for at dokumentere noget af det arbejde de laver. Min fototaske er pakket med 2 kameraer, diverse optikker, og masser af memorycards, og jeg har lige tjekket vægten af udstyret: 8 kg...Da jeg maximalt kan tage 12 kg baggage med på den lille flyver, som skal tage mig fra Entebbe til Kotido, så siger det sig selv, at udvalget af tøj i min rejsetaske bliver noget begrænset...

Klokken er 19.30. Solen er gået ned for en times tid siden. Mørket har sænket sig over den afrikanske højslette. Udenfor synger cikaderne deres smukkeste sang. Birgit og Tina er i gang med aftensmaden ude i køkkenet. Og jeg sidder her og prøver at samle tankerne efter min første dag i AFRIKA. Godt nok har jeg tidligere været 2 gange i Sydafrika. Men… det er ikke helt det samme. Nu har jeg oplevet Afrika.

Da jeg kan forstå, at det ikke kun er venner og bekendte som læser dette, så må jeg lige først give en kort baggrund for hvorfor det du læser måske ikke følger de gængse retningslinjer for det danske sprog. Født og opvokset i Norge, boet 4 år i Sverige, med studentereksamen, og nu mere end 20 år i Danmark – uden at have gået til dansk. Jane, min kone, siger – at jeg altid bruger ”der” når jeg skal bruge ”som” – og modsat. Og Diana, en af mine venner fra lyttilgud.dk (som læser til lærer på seminariet), mener at min kommasætning er helt hen i vejret. Og så skriver jeg for meget, som man taler – bruger for mange tankestreger – ja, der gjorde jeg det igen. Men det er MIG. Det er min stil. Og det må I så leve med de næste 14 dage, eller hvor langt I nu holder ud…

Kl. 03.15 dansk tid, gik Kenya Airways kabinepersonale en runde rundt i flyveren, og serverede ”lækker” continental breakfast. Klokken var godt nok 05.15 efter kenyansk tid, og flyveren skulle lande om knapt 2 timer – men appetitten var stadigvæk ikke helt oppe at køre.

Philip Philipsen stod klar i lufthavnen med sin Toyota 4WD. Han blev dog nødt til lige at vente en time ekstra, da effektiviteten ved VISA-Pas-kontrollen ikke følger danske normer. Ja, er det nok nogen der tænker – kender du nogen i Kenya?! Du kender da også folk over hele verden, har nogen sagt til mig. Og ja – sådan er det at tilhøre et verdensomspændende kirkesamfund – Adventistkirken. Det er helt fantastisk, kan virkelig anbefales (læs mere om min baggrund for at tilhøre dem her). Det betyder, at man kender mange rundt omkring. Måske ikke som personlige, nære venner, men som bekendte, eller venners venner, eller familie, eller bare fordi man er adventist.

Birgit og Philip bor i et lækkert hus, på Advent Hill – en enklave, bestående af et universitet, en kostskole, børneskole – og diverse andre. Fra terassen er der en fantastisk udsigt over sletten, og bjergene. Der vrimler af eksotiske fugle i haven, der vokser bananer og passionsfrugter – og en masse andre eksotiske ting.

Resten af historien må I følge ved at læse underteksterne på billederne...

Masai Mara. Måske siger det dig ingenting. Men dem der har været der ved… Her til aften sad Tina og jeg og talte med nogle amerikanere, på bordet ved siden af. Det var fjerde gang de var her… Fordi de er amerikanere?! Nej – de plejer jo at ”do Europe” på en uge. En uge, så har de set Europa. Men disse vender tilbage, til det samme sted – når der findes rigtigt mange steder man kan tage hen. Måske kan du finde en forklaring i løbet af de næste få minutter…

Da jeg fandt ud af, at jeg skulle til Afrika, så må jeg erkende, at jeg ønskede mig at få lov til at se nogle vilde dyr. For 2 år siden var hele min familie på safari i Kruger, Sydafrika. Og vi blev ”bidt” af det… At få lov til at se de vilde dyr i deres rette element. Og at tage billeder af dem, selvfølgelig… Jeg fandt ud af, at for at kunne komme til Uganda, så stopper flyet i alligevel I Nairobi. Og hvorfor ikke benytte anledningen til at komme ud og se nogle dyr. Hvor kan man det i Kenya? Mange steder. Men Masai Mara er STEDET!

Efter en fantastisk dag sammen med Birgit og Philip i går, der vi oplevede noget af det rigtige Afrika –på godt og ondt – så sagde vi tak for deres gæstfrihed, og lækre mad – og blev hentet af en mand fra det Kenyanske rejsebureau jeg havde booket turen med. Vi blev kørt ud til en lille lufthavn udenfor Nairobi – hvor vi lidt efter kom ombord på en lille 18-mands flyver. Efter at have landet 3 forskellige steder i Masai-Mara, blev vi til sidst sat af ved vores destination , Mara Serena. Nøjj, hvor er her lækkert! Lodgen er bygget ind i terrænet, således at værelserne ligger direkte ud til savannen. Men må godt åbne ”havedøren” – men ikke gå ud den vej. Der findes nemlig en del forskellige dyr derude, en meter udenfor, ca – som ville synes det var lækkert med et stykke menneske til frokost…

Vi blev taget imod af en masai-kledt herre, som gav os et fugtig klud til at tørre sved af hænder og pande, samt et glas nypresset mangojuice. Derefter blev bagagen båret ned til vores respektive værelser. Jeg åbnede døren til ”baghaven” – og blev siddende, uden at kunne røre mig af pletten det næste kvarter. De smukkeste fugle fløj forbi, og en fantastisk view over savannen mødte mig. Lidt længere nede gik girafferne og græssede, 10 meter fra vinduet gryntede et par vildsvin forbi – og mine badeshorts blev hevet op af tasken – for at nyde en lille time ved poolen, inden frokost.

Frokost, ja. Den kan ikke beskrives her. Men den var SÅ god… Tænk – dette er også Afrika. I går så vi nogle af Afrikas mindre glorværdige side – og i dag oplever vi denne luksus. Men det er jo Afrika. En stor del af Kenyas BNP består af turistindtægter, og ja – det er fantastisk at få lov til at opleve naturen på denne måde. Men virkeligheden bliver en helt anden, når vi om et par dage kommer op til Karamoja. Kontrasterne er store hernede. Sådan er det bare. Men vi kan gøre en forskel. Vi kan forandre et liv ad gangen…Det er derfor ADRA er her – og det er det jeg skal være med til at opleve på egen krop.

Kl. 16.00 sad vi klar i Land-cruiseren, som skulle tage os ud på den første ”Game-drive”. Og så blev COP15 pludselig aktuelt. Klimaspørgsmålet, som jo var så aktuelt i Danmark for et par måneder siden, er begyndt at påvirke den Afrikanske savanne. Tidligere kunne man regne med de faste regn- og tørretider. Normalt ville der være masser af regn i november/december – og masser af sol og varme i januar/februar. Men sådan er det ikke længere. I december kom ingen regn – men den kom i dag i stedet for… Måske lidt pibet af mig, bare fordi jeg ikke gidder regn når jeg skal kikke på dyr. Men helt ærligt. De sidste par år, så er den normale rytme begyndt at ændre sig hernede – har vi fået at høre fra flere hold. Tilfældigt? Måske. Jeg tror det ikke. Jeg tror vi mennesker er godt på vej til at ødelægge den planet vi bor på. Men det er en anden snak…

Nu vil jeg lade billederne tale. Følg resten af historien her…

og dog....har netop prøvet at overføre billeder, men internetforbindelsen er virkelig dårlig... Håber på at få en bedre i løbet af de næste par dage...

For dem som ikke har prøvet at være på safari, så virker det måske lidt meningsløst at køre rundt på ufatteligt hullede veje, man bumper op og ned – og ind i mellem ser man slet ikke et eneste dyr. Hvorfor ikke bare tage til Zoo, eller endnu bedre – kikke på en af de efterhånden mange, fantastiske udsendelser om dyr på den væghængte 42-tommeren i stuen derhjemme.

Hvis det er din tanke, så kan jeg gætte mig til at du IKKE har været på safari. Jeg har som sagt prøvet det et par gange før – og det er fantastisk! At opleve dyrene i deres rette element, opleve den storslåede natur, høre lydene, dufte duftene… Det KAN altså ikke lade sig gøre på den flade derhjemme.

Nu har jeg så bare et andet aspekt, og det er, at jeg oplever bedst gennem søgeren på en lille kasse, med et påmonteret rør der foran. Dem er der efterhånden mange varianter af, og jeg har valgt mærket med det med den sorte baggrund og den gule skrift… Mine oplevelser på savannen, (eller et hvilket som helst andet sted, hvor man oplever ting) er proportionelt med hvad der kommer frem på Mac-skærmen efter endt dag. Hvis jeg ikke har fået nogle pletskud med hjem, så kan det have været nok så fantastiske oplevelser derude – men det er bare ikke nok. Jeg er bare nødt til at tage billede af det. Og det har jeg så gjort i dag. 989 gange har jeg trykket på udløserknappen. Puha! Den tid er over, da man kom hjem med en 24-bilders film efter en uge ved rivieraen. Men, nøj – hvor tager det tid at kikke dem alle igennem. Der bliver sorteret med hård hånd. Hvem gider kikke på 56 billeder af den samme gepard? Ok – jeg gør, men det vil jeg heldigvis ikke belemre jer med… I får se et udvalg af dem som er sluppet igennem nåleøjet...

Gepard, ja…Dem så vi i dag. I bevægelse. Det kan ikke beskrives med ord hvor elegante de er. Men jeg vil prøve at beskrive det med billeder… (bare ikke i dag – jeg tror de kører med et 15K Modem, eller noget i den stil)

Vi startede dagen med at køre ud på savannen i tung tåge. Ikke ligefrem de bedste betingelser for ovenstående. Efter et stykke tid slog vi følge med en hyæne. Den luntede stille og roligt af sted, og vi fulgte trop. Den drejede af, og der – der var resten af familien – konen, og to børn. De to hyæneunger hoppede og dansede rundt, og vi sad på første parket…

Efterhånden mødte vi en ny familie - en kæmpeflok elefanter vandrede af sted på rad og række. Man føler sig ret lille, når patriarken (den ældste han) passerer bilen med et par meters klarering. Vores ranger spottede endnu et nobelt ægtepar lidt længere hen og til venstre. Det var sandelig hr. og fru løve som lå og nød af formiddagssolen. Løverne er fantastiske – men også lidt kedelige. De sover ca. 20 timer i døgnet, og det startede de på et par minutter efter at vi var ankommet.

Desto større var glæden en halvtimes tid senere, da vi mødte en anden safarijeep, som fortalte at de havde set ”cheetas moving”… Altså geparder på vej. Og vi derhen. Og ja – der kom de, 4 geparder gående mod os! Og så vil jeg bare lade billederne af dem fortælle resten af den historie.

Meningen var, at vi skulle køre hjem for at få noget morgenmad. Men vores ranger stoppede op nede ved Mara-floden. Der så vi et par Masai-kledte herrer. Og vi fik lov til at stige ud. Vi fulgte efter dem, langs med floden – og et dækket bord mødte os. Morgenmaden var serveret! Ved floden. Nogle få meter fra os lå 8-9 flodheste og kikkede på os, og lidt længere hen et par krokodiller. Intet hegn i mellem…Og en flottere morgenmadsbuffet skal man lede længe efter.

Efter morgensafarien fik vi mulighed for at nyde et par timer ved poolen. Og ja – det kan jeg mærke nu. Av!!! Solen tager vidst lidt bedre fat på min hvide hud, end jeg havde regnet med. Jeg tog lige en slapper på mit værelse, åbnede døren – og sad og kikkede ud på en flok impalaer som græssede lige udenfor døren...

Vi skulle selvfølgelig have en eftermiddagssafari med. Og den blev lang… Vi havnede nemlig over i et sumpområde, der vandet sprøjtede til alle sider når vi kørte igennem. Der gik et stykke tid, der vi ikke så nogle dyr. Og så vil man jo gerne se nogle. Et godt tegn er, når man kan se en anden, eller flere, safarijeep som holder stille. Det plejer at betyde, at de kikke på noget. Men denne holdt MEGET stille. Den var kørt fast i sumpen. Og så kom vi til hjælp. Vores ranger kørte helt hen til den anden jeep, front mod front – og så gav han et ordentlig skub – og vupti – så var han fri (og vi sad fast…) Men vi kom dog op igen…

Måske har vores ranger fejlbedømt tidsforbruget i sumpen. For pludselig var tiden løbet, og vi skulle hjem inden det blev mørkt. Og så skal jeg love for at Paris-Dakar fik en anden betydning for mig… Vi kom ud på den vildeste køretur, med power-slides og muddersprøjt – også ind i bilen. Men hvad gør det… Vi fik endnu en oplevelse ind på kontoen.

Masai Mara er ved at være til ende. I morgen flyver vi retur til Nairobi, for derefter at flyve til Entebbe, hvor den internationale lufthavn i Uganda ligger. Nu begynder det…

P.S Lige nu, når jeg sidder og skriver det her, så hører jeg pludselig en høj lyd, som om nogen nyser inde ved siden af. Ok. Men den kommer igen, lidt senere. Og det er udenfor vinduet. Jeg ud til vinduet og kikke. Bælgmørkt... Men der kommer lyd af nogen der græsser. En hest?! Nej vel... Men to flodheste er det såmænd, som har tage vejen op, ca 10 meter udenfor mit vinude...

Masai Mara – good bye…

I det vi kører op til Serena-lodgen efter vores sidste game-drive, spørger Eric, vores guide i gennem de sidste par dage ,om det har været godt -  did you enjoy it? Fantastisk! svarer jeg. Men så må du komme tilbage, og tage din familie med – fortsætter Erik.  Helt sikkert, svarer jeg. Jeg ved i hvert fald, at der er et par stykker derhjemme, som ville pakke tasken med det samme, hvis de fik muligheden, efter at have fulgt med i rejsebeskrivelsen, og de billeder jeg har sendt hjem.  Men først senere gik det op for mig, HVORFOR han spurgte om det havde været godt….Selvfølgelig, hvor er jeg langsom i opfattelsen.! Han ”spurgte” jo egentlig bare om drikkepenge…Og det fik han så. 

Vi har som sagt haft vores ”egen” driver, som vi har delt med 2 personer fra Schweiz. De arbejder begge i Swissair, og i en længere periode er de hernede for at implementere deres sikkerhedssystem.  Det var sådan set heldigt, da både han og jeg havde 2 store kameraer med hver, og havde de samme interesser i hvornår jeepen skulle stoppe, så vi kunne knipse løs. Han har så valgt Det Andet Mærke, men det må han jo om… J Et lille tips fra dem: Husk altid at låse din kuffert, når du rejser til Kenya, det sker nemlig at lufthavnspersonalet ”kommer til” at åbne den på vej ind fra flyet til bagagebåndet…

I går fik vi så et nyt par med i jeepen. En ung amerikansk læge, som arbejder med HIV-patienter på et hospital i Nairobi, og hendes kæreste, som var kommet for at hente hende hjem igen. HIV høre man jo ikke ret tit om i DK længere, men hernede er det stadigvæk et massivt problem. Tusindvis af mennesker dør hvert år…

Denne morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi fik lov til at opleve solopgangen på den afrikanske savanne. Af dagens ”godbidder” fik vi bl.a en sjakal i færd med at fortære en Thomson-gazelle, og en Sekretær-fugl på slangejagt. Igen kom vi ind i en ”død” periode uden nogle dyr at se. Jo, impalaerne, gazellerne, tapéerne er der jo. Men man vil jo gerne se noget action. Og pludselig drejede han ind af en meget lille vej, ind i det høje græs. Og sjovt nok var der flere jeeps på vej derhen. En 10-11 stykker – og det plejer at være et godt tegn.  Og ja, 3 geparder dukkede pludseligt op af græsset. Det så ud som om de søgte efter noget. De kikkede i hvert fald alle hen i den samme retning. Og der – et par hundrede meter væk – så vi endnu en gepard, som sad for sig selv. Måske var den kommet væk fra flokken. Men så fik den øje på de 3 andre – og den begav sig hen mod dem. Og hen mod os. Da den kom tættere på, kunne vi høre at den kaldte på dem. Den gav i hvert fald nogle højlydte skriv fra sig, lidt som en kat, bare mere fyldigt. Og pludselig, så sprang de 3 andre i fuld fart hen mod den ene. Og når de mødte hinanden, så sprang de over ham, og tumlede rundt i græsset. Fantastisk. Igen på første parket.

Det sidste morgenmåltid nød vi udenfor på terrassen, selv om personalet ikke var meget for det. Der er jo så mange fugle og aber. Pjat med det. Dem kan vi jo bare jage væk . Troede vi. Pludselig dukkede en marekat op. Satte sig i et træ et par meter væk. Og gloede. Men så hoppede han op på bordet, stak fingrene ned i koppen med sukkerposerne til teen, og ravede til sig. Mens vi sad ved bordet…

Efter en flight med det lille fly fra Masai Mara til Wilson Airport i Nairobi, en times tid i myldretrafikken fra Wilson til den internationelle lufthavn, og en 5-6 timer i lufthavnen, så sad vi omsider i flyet fra Nairobi til Entebbe. Tina og jeg kom til at sidde ved siden af en Kenyansk forretningsmand, som var på vej til sin business i Kampala. Han spurgte om vi skulle kikke på gorillaer. For det er vel det Uganda er mest kendt for. Men det har vi ikke lige 1000 dollar i overskud til… Og så begynde en lang og givende samtale med ham, og den varede hele flighten.  Utrolig humoristisk, og ufattelig spændende at tale med en fra en helt anden kultur, som på mange måder går og kæmper med mange af de samme problemer som vi danskere har. Han er direktør for et firma som sælger og importerer modetøj til Kenya. Han rejser derfor rigtigt meget, både i USA, Europa, og til flere af de afrikanske lande. Vi fortæller selvfølgelig hvad vi skal i Uganda, og han fortæller så, at i øjeblikket er der 45 grader varmt i Karamoja. Fedt! Og jeg som skal gå i langbukser ifølge kodexen… Han fortalte også, at han har startet en skole for de 11-årige og opefter, i den nordlige del af Uganda. Her prøver han at blande børn fra de forskellige stammer, bl.a Turkana, Pokot etc. De er nemlig tit i konflikt med hinanden, og hans håb er, at hvis børnene finder ud af at man sagtens kan være sammen, så kan det måske hjælpe på konflikterne i det lange løb. Det er totalt frivilligt, han har spurgt en masse af sine erhvervsvenner om de vil poste en pose penge i projektet, og det har de gjort, og har nu fået en skole op at stå med mere end 600 elever.

En anden årsag til at skabe denne skole er, at prøve på at holde de unge mennesker i skolesystemet i noget længere tid. Mange af børnene hernede forlader skolen når de er 12-13 år gamle. Og så ”risikerer” specielt pigerne at de bliver gift allerede i en ung alder, og at de aldrig får sig en uddannelse. Han har selv en datter på 13 år, og han har meget svært ved at forestille sig, at hun nu skal til at blive hustru…Hun er jo kun et barn, og skal have lov til at være det et stykke tid endnu.  Og ved at have en skole fra de 11-17 årige, så bliver de fastholdt i skolesystemet, og mere ”mindede” at fortsætte i et videregående uddannelsessystem, i stedet for at vende tilbage til sine stammer, og meningsløsheden – som tit ender med, at de bliver til landevejsrøvere, fordi der ikke er noget at tage sig til…

Vi kom også til at snakke religion. ”So you are christian?!” Og vi drak heller ikke øl, selv om den blev tilbudt fra stewardesserne. ”But are you danish??!” spurgte han. Alle danskere han kendte, de elskede øl, var alle fraskilte, og interesserede sig ikke for religion.  Han var derfor meget overrasket over (og takkede os, da flighten var slut – for at hans syn på danskere var blevet nuanceret). Det viste sig, at han også var kristen. Vi fortalte ham at vi var Seventh-day adventist.  Ok – de kendte han jo godt. Hvad han selv var?Katolik, sagde han og grinede… (Internt – Anders, kollega – nu ved du hvad jeg tænker, ik….?)

Men han følte sig ikke som en katolik. Han fattede faktisk ikke hvorfor han var det. Han var kommet i en katolsk skole som barn, og så var han blevet ved med at komme i det regi. Men han kunne ikke fatte, hvorfor man altid skulle gå via en anden, enten Maria, præsten eller paven, for at henvende sig til Gud. Hvorfor ikke bare henvende sig direkte til Gud, mente han. Og der har han jo fat i den lange ende… Det er lige det det hele handler om. Gud ønsker at kommunikere direkte, med ham, med mig – og med dig. Han behøver ikke noget mellemled. Der er altid en åben linje…

Vi fløj i øvrigt ind over Lake Victoria på vej til lufthavnen. Hold fast hvor er den STOR!!!! Og nej, hvor er her smukt. Har ikke set så meget endnu, da det var ved at blive mørkt da vi landede. Men jeg kunne allerede fornemme det på vej væk fra lufthavnen. Et meget kuperet terræn, masser af grønt – og en temperatur på 26 grader ved 9-tiden om aftenen.  NU forstår jeg dig, svoger Arne, hvad du mener…Hvorfor du altid taler så varmt om dette land…

Nej, nu er klokken blevet mange. Jeg sidder her på et hotel i Kampala, og klokken er efterhånden blevet 23.30. Skal tidligt op i morgen. Da bliver vi hentet kl. 6.30, for at køre retur til lufthavnen, og et lille fly skal tage os op til Karamoja. 45 grader….God nat!

Ok. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal kunne formidle mine tanker lige nu… Men hvis det jeg skriver, bare får dig til at stoppe op et øjeblik, for at tænke over hvor privilegeret du egentlig er, så er det ikke helt spildt. For det er du! Du kan brokke dig over skatteprocenten, over at naboens hæk ikke er klippet, over hvor dyr den økologiske mælk er,  over at MPEG4-signalet ikke går igennem, over hvor meget benzinpriserne er steget, eller at lønnen kun er steget med 3%...Så har man det bare for godt…

Ok – nødhjælp er måske ikke lige din kop te.  ”Af princip giver vi ikke ved døren” , eller måske smider du de sidste 50-ører fra pungen i, når indsamlingsbøsserne kikker forbi din hoveddør et par gange om året. Men, stop nu en gang – Danmarksindsamlingen, mand! 130.000.000,00! Det er rekord! Hvor er vi bare gode! 130 divideret med 5 er….26. 26 kroner! Whow. Hver dansker gav i gennemsnit 26 kroner til danmarksindsamlingen. Vi har virkelig grund til at vifte med flaget ! Ja – måske ikke helt… Der var jo et par firmaer, som fik vist sit navn på skærmen i bedste sendetid, som spyttede godt i kassen.  Så måske var det kun 20 kroner pr.næse.

Ok – måske bliver du provokeret af dette – skal Peps nu også komme her og give os dårlig samvittighed?! Nej – det er ikke meningen. Jeg har selv haft det sådan…Men at se nøden med egne øjne gør noget ved en. Jeg har nogle gode venner, som i øjeblikket befinder sig i Honduras. Og jeg har på fornemmelsen, at de ikke er de samme, når de kommer hjem igen. Og sådan er det mange, som har set nøden med egne øjne, og som gerne vil opfordre og i den vestlige verden til at tænke bare en LILLE smule på andre end os selv.  Men nu har JEG set det med egne øjne. Og jeg har set – at det NYTTER at gøre noget. At det lille du gør – GØR EN FORSKEL! Tænk hvis du i de næste par måneder satte f.eks 100 kroner til side, eller lavet en PBS-overføring til en organisation eller gruppe som arbejder for de nødlidende. 100 kroner pr. måned. Du ville ikke en gang lægge mærke til det! Du ville til og med komme til at risikere at du overse den post på dit næste kontoudtog. Men hvis alle danskere gjorde det, så ville der hver måned blive givet 500.000.000,00 (femhundrede millioner…)til de nødlidende. Og danskerne ville ikke en gang mærke det… På et år ville det blive 6 milliarder…. Eller hvis du gav 200? Eller 500?!

Nå – sorry for the interruption – det er jo en rejsebeskrivelse det her, så jeg må heller komme tilbage til emnet (men husk det nu… J)

Flyveturen fra Kampala til provinsen Karamoja foregik i en lille 12-personers flyver. Som nævnt i går, så er Uganda et utrolig flot land. Masser af bakker, og grønne omgivelser. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men efterhånden som vi kom længere og længere mod nord, så blev det grønne dernede mere og mere plettet.  Det blev tørrere og tørrere. Til sidst var det grønne kun nogle få prikker imellem det sandfarvede og brune dernede. Det har ikke regnet de sidste 2 ½ år i Karamoja. Og hvis det først begynder at regne, så render vandet af jorden, samler sig i stride strømme – og bliver til voldsomme floder. Mange steder hvor vi kørte hen i dag, kunne man se flodlejer – og de er da såmænd også tegnet ind på kortet. Men det er kun efter at det har regnet. Inger var heroppe da det regnede sidst – og nogle børn smed sig i floden og badede, og hyggede sig. 5 dage efter at regnet var holdt op, kom hun tilbage til det samme sted. Og så var floden tørret ud…  Jeg nød flyveturen, sådan da…For efter et stykke tid fandt jeg ud af, at jeg meget gerne skulle en tur på det lille hus. Men sådan noget eksisterer ikke på denne type flyvning. Så da piloten, efter de sidste 10 minutters langtrukne pine, efterhånden lagde til for mellemlanding, for at sætte et par passagerer af – så spurgte jeg piloten, om det ikke var ok at jeg gik udenfor et øjeblik. Joda – find du dig bare en busk at tisse opad. Her har de nemlig ikke hørt om TwinTowers og sikkerhedskontrol – her vader nemlig hvem som helst ind på landingsbanen når flyveren er landet…

Da vi lidt efter landede i Kotido – vores destination, blev vi mødt af Inger, samt nogle kollegaer fra det ADRA Uganda. Efter at have smidt vores baggage på ADRAS kontor i Kotido (det lyder af noget stort, men det er det ikke – hverken kontoret eller byen. Prøv at tjek det ud på Google Earth…) Vi skulle op og besøge nogle projekter i Kaabong. Og for at gøre det, så er man nødt til at køre i en konvoj, med indlejede soldater til at sidde på ladet af den forreste pickup. Det kræver lidt baggrund for at forklare hvorfor…

Karimojong, det er altså dem der bor i Karamoja, er pastoralister. En pastoralist er en kvægdyrker, som lever et nomadisk liv, der man flytter rundt efter sit kvæg. Køerne definerer hele Karimojong-folkets liv. Det hele drejer sig om køer. Man drikker mælken af den, spiser dens kød. Den lokale ældste kan også bruge indvoldene til en slagtet ko til at spå om fremtiden. Men det vigtigste er måske, at man bruger køerne til at få sig en god kone, eller fem… En god kone koster nemlig dyrt. En datter, er nemlig noget meget værdifuldt (det kan jeg kun tale med om…), så hun er mange køer værd! Nogle gange så meget værd, at den kommende brudgom slet ikke har køer nok til at købe hende fri. Og så tager man på togt.  Eller, som Karimojong selv siger; De er sat her på jorden for at passe køer. Og derfor ejer de alle køer i hele verden. Så de henter dem jo bare hjem igen. Stjæle?! Nej – de kommer bare hjem.  Og det har man altid gjort. I gamle dage brugte man spyd for at komme hjem med nogle gode køer. I dag bruger man AK-47… Dem er der nemlig masser af. Karamoja ligger tæt på Sudan – og der er der masser af våben i omløg. Etiopien er heller ikke langt væk. Og den kolde krig er jo slut, så alle de våben stormagterne en gang brugte på at holde hinanden i skak – de havner bl.a hernede. Og dem tager man med når man tager på togt. Et liv betyder ikke så meget, så dem der evt. Kommer i vejen for dem som henter køerne – de bliver mejet ned. Mange dør på denne måde heroppe. Rigtigt mange. Men kvinderne opfordrer til det. De bliver nemlig smigret, når en mand tør satse sit eget liv, for at få lige præcis hende…  Men, igennem de sidste år, har regeringen sat hårdt ind på, at samle våben ind. De konfiskerer dem, og derfor må man ikke længere gå med våben når man vogter sine køer. Og man må ikke længere bruge våben når man tager på kvægtogt. Og så bliver det kedeligt. Mange af de unge mænd bliver til landevejsrøvere i stedet for. De gemmer sig, og overfalder biler som kommer forbi. Nogle – for at få penge, andre fordi de er vrede, og har behov for at komme af med den…

Og her er det så, at soldaterne kommer ind i billedet. Det er nemlig meget farligt at køre mellem landsbyerne. For man risikerer at blive overfaldet. I området mellem landsbyerne er det nemlig ingen som tør at bevæge sig – og røverne har frit spil. Specielt ved de områder at vejen, hvor man er nødt til at køre langsomt, eller hvor der er nogle høje klippefremspring, som de har god udsigt. At have soldater på ladet, har en præventiv virkning. Det er derfor de er med. Laban, som ADRAs Kotido-chef hedder, sidder ved min side i bilen og fortæller om dette, lige da vi passerer et sådant punkt på vejen. Her sker der rigtigt mange overfald, siger han. Og de er kun interesseret i penge. De er ikke interesserede i at blive afsløret, så derfor sørger de for at eliminere alle spor. Som man siger.  Men vi kører trygt videre. Trygt, selv om vores fantastiske driver kører mellem 90 og 110 km/h. Vel at mærke på smalle grusveje. Men så er vi sværere at stoppe…

Når man vel kommer frem til landsbyen, så er der ikke brug for soldaterne mere. Her kan vi gå trygt omkring, i hvert fald så længe det er lyst.

I løbet af dagen, når vi at besøge den lokale borgmester, hvor vi på højtideligt vis bliver ønsket velkommen, i rigtig rækkefølge. Vi besøger nogle af ADRAs projekter. Principperne i disse projekter er, at man faciliterer befolkningen til at komme videre. Man inspirerer dem, sætter dem i gang, og støtter dem, således at deres hverdag kan blive nemmere og bedre. De har nemlig ikke ret meget her. Hvis du synes Afrika lyder eksotisk, så er der ikke meget eksotisk over dette sted.  Tørt, tørt, tørt – støvet, ulidelig varmt…

Men jeg møder glæde… Jeg møder børn, mænd og kvinder – hvor ADRA har gjort en forskel. Deres livskvalitet har ændret sig. De viser det spontant ved at synge og danse for os af hjertens lyst, hver gang vi kommer hen til et nyt sted.  Kvinder, som i denne kultur er bundet til de tunge opgaver, som at hente brænde, vand, sørge for børnene, og holde landsbyen i orden – de er begyndt at lave sine egne projekter. De mødes i grupper, i bygninger som er bygget ved ADRA´s hjælp. De er begyndt at producere ting, som de kan sælge. Mændene, som ikke længere kan passe køer, fordi køerne dør på grund af tørken, og som ikke længere kan hygge sig med et enkelt kvægtogt, fordi de ikke må bruge deres våben – er begyndt at få noget meningsfuldt at beskæftige sig med. Og i den sidste ende vil det betyde, at færre mænd søger ud på vejene for at røve biler. Og det betyder også, at Karamoja bliver et mere sikkert sted at være. Der er håb forude…

 

 

Måske skal jeg fortælle lidt om vores hotel. La Maison Kotido hedder det. Lyder lækkert, ik?! Joda – et etplans hus med en mur hele vejen rundt. Man begiver sig ikke udenfor disse mure efter mørkets frembrud, så derfor sidder man udenfor og nyder af sparepærens ”gyldne” lys på ”terassen”. Hvis man skal i bad, så skal man bare sige det til personalet, så koger de noget vand, og hælder det over i et spand, således at jeg kan blande det med det kolde vand, som står i et andet spand på mit ”badeværelse”. Udenfor mit vindue kører en generator 

 – den sørger for elektricitet i huset, således at vi har lys næsten hele tiden. Det blinker godt nok en gang imellem, men det er jo bare hyggeligt. Personalet, ja – det er 3 piger, som sørger for det hele. De starter om morgenen ved 6-7-tiden, og slutter om aftenen ved 22-23-tiden. De gør rent, reder senge, sørger for morgenmad, regninger og aftensmad. Den laver de i et ”køkken” i en sidebygning. Her koger de maden på nogle kul. Hanen sørger for at man ikke sover for længe, ved 4-5-tiden er den i hopla, og skulle det ikke hjælpe, så stemmer hønsene og hundene i med skønsang. Men her er dejligt. Der er ingen gadelys i denne by, så stjernehimmelen er bare helt fantastisk. Og temperaturen bliver helt behagelig her om aftenen – man nyder bare den kølige (nåja) brise.

Dagens tur gik vestpå til Abim-distriktet. Vi fik fat på et par nye soldater, som sammen med deres AK-47 placeret over skuldrene fik hædersplads på sæderne bag på konvojens forreste Toyota Hi-Lux. Som nævnt, så har det ikke regnet i Karamoja i de sidste 2 ½ år, men da vi nærmede os Abim , ændrede landskabet karakter. I stedet for de totalt flade områder her i Kotido, så dukkede den ene klippeformation efter den anden frem – med de mest fantastiske former, og de grønne planter blev flere og flere. Her var meget mere grønt, og eksotiske sager som palmer, mangotræer, passionsfrugtsplanter etc. dukkede op langs med vejsiden. Og der er gang i byggeriet, i modsætning til i Danmark, hvor håndværkerne ikke har noget at lave. Men de kunne måske tage herned? De får nok ikke brug for så mange af sine færdigheder, for her bor man i lerhytter. Man tror det er løgn – at det kun er noget man ser på film, men det passer. Man BOR i dem. Det er kun i landsbyerne at man har noget, som minder om vores huse – men langt de fleste bor i disse hytter. Taget er lavet af strå, som de skærer, samler sammen i bundter, hvorefter kvinderne bæres disse hjem på sit hoved. Selve skelettet bliver lavet af træ, som kvinderne også bærer hjem på sit hoved. Og så tætner man sprækkerne med ler, og nogle har endda den luksus, at de kan bruge teglsten (som man i øvrigt også laver selv).

Vores første besøg var på ADRA´s lokale kontor. Her viste de os rundt i deres ”gartneri” – der de dyrker mango, passionsfrugt, og masser af andre frugter og grønsager. Lokalbefolkningen kan så få nogle af disse planter, og så kan de selv plante dem, og sørge for dem – således at det kan give dem muligheder for at sælge frugterne. Den lokale borgmester havde i øvrigt sit kontor i samme bygning som ADRA, og vi var også til møde med ham. På en meget kringlet måde, hvilket man tydeligvis bruger i Afrika når man holder møder, fik han givet udtryk for deres store taknemlighed for ADRA´s arbejde i hans distrikt. Taknemlighed er nemlig det der går igen, efter at jeg nu i to dage har besøgt en 5-6 af ADRA´s projekter her i Karamoja. De er dybt taknemlige. Og glade!

Det var i hvert fald helt tydeligt, da vi tog hen til den mest fjerntliggende del af Abim, hvor ADRA kører et FAL-projekt, som groft sagt er en form for voksenundervisning, specielt rettet mod kvinderne i Karamodja. Det var HELT VILDT! De kom syngende og dansende mod os, da vi nærmede os med bilerne, og jeg sprang ud – og startede den vilde fotojagt – hvilket ikke var så svært. Det vrimler med motiver. De førte os ind i en STOR lerhytte – som de bruger til møder. Her sang de lidt videre – og så startede den sædvanlige præsentation af os, af dem – hvad de har oplevet, og hvad vi har for planer etc. etc. Jeg havde sat mig strategisk ved udgangen – og det benyttede jeg til at smutte ud – og gå rundt i den nærliggende lerhyttebebyggelse. Masser af børn, selvfølgelig – og jeg spurgte dem, om de ikke ville vise mig hvor de boede. Jeg kom ind i byen, og blev vist rundt af en af de lokale ADRA-arbejdere, som tolkede for mig, og forklarede lidt om nogle af traditionerne i Karamoja. Hun forklarede bl.a hvad det sorte noget var, som lå i en firkant ude foran et af husene. Sorghum, er en kornsort, som de dyrker hernede. Den kan både males til mel, men nogle af dem bruger den også til at brygge øl.

Som sagt, så er der masser af høje bjerge, og sjove klippe formationer. Denne ene af dem ligner en kæmpe, tredimensionel normalfordelingskurve. (dårligt eksempel, men det gør den faktisk). Lokalbefolkningen tror meget på ånder, og nogle af dem har set lys på toppen, andre har set at det nogle gange har regnet på kun den ene side af klippen, og ikke på den anden. Så de tør ikke nærme sig bjerget. For der bor ånderne… Og alle de fine træer, og alt det fine græs, som sagtens kunne bruges – det får lov til at vokse. Tænk hvor meget de ville blive sparet for, hvis de både kunne få kundskab om nogle ting, som sagtens kan forklares på naturvidenskabeligt vis, eller endnu bedre – hvis nogen fortalte dem om Bibelens lære om sjælens tilstand efter døden, hvor Bibelen siger, at når man dør, så dør man – og der findes ingen sjæl, eller ånd, som lever videre. Så behøvede de ikke at frygte for nogle ånder på bjerget – og kunne bruge af bjergets ressourcer i stedet for…

Da vi kom til vores sidste sted, der vi selvfølgelig blev mødt på den samme, hjertelige måde, så blev mødet holdt det sted, hvor de fleste møder bliver holdt her i regionen. Nemlig under et stort træ. Her sidder man i ring rundt træet, og nyder af den sparsomme, men dog virkningsfulde, skygge. Og mens mødet blev holdt, så fik jeg mulighed for at gøre det, som jeg efterhånden synes er det sjoveste man kan gøre: At gå rundt, som fluen på væggen, og fyre løs på alle slags motiver: børn, køerne, de gamle, naturen, kvinderne ved brønden etc… Måske skulle man lave sådan noget til daglig….?! Nej – det er for usikkert! Men det er i hvert fald sjovt og fantastisk at få lov til at gøre det hernede. Tak til min dejlige kone, Jane!!! J

Solen skinner udenfor. Det gør den jo hele tiden. Men jeg sidder indenfor, her på ADRA´s kontor i Kotido. ADRA skal have staff-meeting i dag, og alle ADRA-medarbejderne fra de omkringliggende distrikter mødes. Det er jo ikke ligefrem det vi er kommet for, så Tina og jeg får en ”fridag”. Har brugt formiddagen til at redigere billeder, hvilket tager ikke så lidt tid, når man bare går rundt og fyrer løs, samt lægge dem ind på min hjemmeside, som du jo sidder og læser lige nu…

I går spurgte vi Inger, og ADRA´s staff her i byen, om det ville være ok for os to at gå en tur ud i byen i løbet af eftermiddagen. Helt fint – det er der ingen problemer i. Så en gang efter frokost,  tog Tina og jeg en gåtur – ud i middagsheden, jeg med kasket på hovedet, et kamera på hver skulder,  Tina med vandflasker og taske.

Vores tidligere møder med lokalbefolkningen har jo været i ADRA-regi. Vi har besøgt folk i landsbyerne, som alle har været involverede i ADRA, og som kender ADRA – og er dybt taknemlige for det de har gjort. De er derfor – som du sikkert har forstået på nuværende tidspunkt – dybt taknemlige, og meget lykkelige.

At gå rundt på gaden, skulle hurtigt vise sig at være noget andet. Folk sidder langs med husene, eller står på gadehjørnerne, og i det vi passerer, drejer alle hoveder synkront – lige som at kikke på publikum til en tenniskamp. At passere diskret igennem byen er simpelthen umulig. Jeg beslutter mig for at bryde ud af dette mønster, og drejer af  - hen mod et par fyre, som står ved sine cykler i skyggen af et træ.  De kan ikke et ord engelsk, men jeg vinker til dem, tager et par billeder af dem, og vender skærmen mod dem, så de kan se billedet af dem selv. De bryder ud i en rungende latter, og kalder på nogle andre, som står inde i baggården. De kommer myldrende frem – og også de vil have, at jeg skal tage billede af dem. Jeg griner til dem, siger jeg hedder …PEPS… og spørger hvad de hedder. Giver dem hånden, takker – og smutter igen. Vi kommer hen til et gadehjørne, hvor en flok unge fyrer står ved deres lange række af motorcykler.  Jeg prøver at tage billede af en  dem, man han løber og gemmer sig bag en anden. En tredje fyr kommer frem, og vil at jeg skal tage billede af ham. Og sådan bliver det ved. Folk strømmer til, jeg tager billeder, viser dem til dem – og de griner højlydt. En ældre herre, som jeg har taget et par billeder med – viser til mig, at jeg skal komme med ham. Jeg følger med, og Tina ligeså. Vi drejer fra hovedgaden, og ind af en small sidegade. Passerer diverse butikker, og ejerne råber ”How are you?” – ”Thank you, I´m fine, how are you?” svarer jeg… Vi kommer ind på en ny hovedgade. En butik med de flotteste rejsetasker dukker op. Hvad skal de dog med de tasker? De har jo ikke noget at putte ned i dem…Vi kommer hen til en stor gruppe mennesker, som sidder under et træ på et gadehjørne. Den ældre herre viser mig hen til en dame, med et barn på ryggen. Tag billede af hende! Og det gør jeg selvfølgelig. Tina tager også nogle billeder med sit kamera, og efterhånden vokser folkemængden rundt om os. Har jeg taget et billede af en person, så skal 15 mennesker kikke på skærmen, de griner – og beder mig om at tage af dem…Pludselig rækker en af dem hånden ud, og beder om penge. Jeg har ingen på mig. Og jeg ville være betænkelig ved at give. Der er hudredevis af mennesker rundt om, og flere i de omkringliggende gader, som hurtig kan komme til, hvis en stemning begynder at brede sig. Jeg overhører forespørgslen, og tager et billede af den der spurgte. Viser billedet – og hun griner igen. Puha… Men flere begynder at række hænderne frem. En pige begynder at blive provokerende, stiller sig hele tiden forrest, beder mig om at tage billede – og strækker hånden frem.  Jeg begynder at mærke et vidst ubehag over situationen – kikker på Tina, som befinder sig i en anden klump, lidt længere væk. ”Det er vidst på tide at komme sig væk, ik…?!” Jo, hun er enig. Jeg prøver på bedste vis, at takke alle jeg kan, ved at give dem hånden, hight-five – siger ”Thank You, and bye-bye”, vinker til dem, og går sammen med Tina, stille og rolig hen ad gaden. Nogle følger efter os. Men ikke ret langt. Snart er vi ude af folkemængden, og kommer ud på de åbne områder, på vej mod ADRA´s kontor. Jeg er ikke bange, men mærker, at jeg ikke har behov for at opleve lignende en anden gang. Men det er ikke slut endnu… Vi møder en lille pige, som går med sin lillesøster på ryggen. Jeg tager et billede af hende, viser hende det – og taler lidt med hende. Hun kan faktisk engelsk, og hun går i skole. En dame kommer råbende hen mod os. Er det hendes mor? Vi spørger hende, og hun svarer ja – men hun kan ikke engelsk. Umiddelbart rækker hun hånden frem, men vi afviser. Jeg tager et billede af hende, viser det – og hun griner. Men så spørger hun om penge igen. Jeg afviser smilende – og så knytter hun pludselig hånden, og løfter den for at slå – men sænker den igen, og smiler. Vi fjerne os stille og rolig derfra, men hun bliver ved med at råbe efter os, noget vi ikke forstår… Omsider kommer vi hen til ADRA, vagten åbner porten og lukker os ind…

Det kan godt være, at det ikke er farligt at bevæge sig rundt. Men det kan hurtigt udvikle sig, hvis en stemning piskes op. Forleden aften, da vi skulle køre hjem fra kontoret til hotellet, så vi pludseligt nogle kvinder som kom op at slås. Midt på gaden. Og det gik hårdt for sig. Det var en kvinde de forfulgte, slog hende i ansigtet, og jagede hende væk. Omsider dukkede årsagen op. De sloges om et kålhoved….! Tænk – hvor desperat kan man være… Men kvinden, som var blevet slået, hun var ikke færdig. Pludselig tog hun en sten op fra jorden, og løb efter de andre. Hun skiftede stenen ud med en ditto større. Laban, fra Adra, som styrede bilen, sagde: ”This stone could finish a person….” Og det gør de.  For mændene, som røver kvæg, er et menneskeliv ikke noget værd, og kvinderne har det på samme måde. De kommer jo tit ud i bushen, for at hente brænde etc. Og der kan de sagtens komme op at slås – og så mangler en af dem når de er på vej hjem…

Disse mennesker, som vi mødte i dag, har ikke haft mulighed for at få glæde af ADRA´s arbejde her nede. Og der kan ses en tydelig forskel.  Næsten alle på gaden var ufattelig snavsede, på tøjet, i ansigtet, på hænderne – og mentaliteten var slet ikke den samme umiddelbare glæde. Tænk, hvis også de ville få mulighed for at opleve noget af den hjælp, omsorg og medmenneskelighed som ADRA viser.  Jeg er i hvert fald blevet en oplevelse rigere i dag. Og jeg håber at du efterhånden forstår – det nytter at gøre noget. Vi kan forandre verden – et liv ad gangen…

 

Man kan godt sige, at situationen har fået en  ny drejning… I går eftermiddags, efter at vi var kommet hjem til hotellet, så satte jeg mig for en gangs skyld ud i solen. Alle kikker mærkeligt på en og tænker sikkert: Er han sindssyg, eller hvad?! Sidde frivilligt ude i solen? Nu har jeg jo trods alt ferie, og solen skinner på himmelen – så skal man da også have lidt D-vitaminer, ik? Ok, det var sidst på eftermiddagen, så temperaturen var nok ikke mere end 35 grader – det er jo lige til at holde ud…

Da vi sat ved ude i solen, kom en af hotellets andre gæster hen til os. De fleste af dem som bor her på hotellet er medlemmer af en eller anden form for NGO-organisation, og ham her arbejder for FN-organisationen WFP (World Food Programme). Han spurgte om vi skulle ned til Nakapiripirit i løbet af de næste dage? Nej – ikke ligefrem, vi skal godt nok dernedad, men ikke helt derned. Ok – han ville dog informere os om, at der lige havde været et voldeligt overfald på strækningen mellem Moroto og ovenstående by (jeg staver den ikke igen…) Han fortalte videre, at to biler var involveret, og at det sandsynligvis var 2 eller 3 dræbte…

Inger ringede umiddelbart til Solomon, som er den øverste ugandiske ADRA-leder for Karamoja-projektet.  ADRA har faktisk et projekt kørende i lige netop denne by, og derfor kontaktede Solomon en af medarbejderne dernede, for at høre nærmere om situationen. James, som han hedder – fortalte Solomon, at to biler fra IRC (International Rescue Comission) var på vej fra Moroto til Naka….etc. Pludselig blev de beskudt, driveren i den første bil blev ramt – der var en amerikansk medarbejder med i bilen – hun havde skudsikker vest på (og derfor har hun det fint i dag) – men selv om han blev ramt, fortsatte han med høj hastighed – og de klarede sig. Driveren var en lokal Karimojong, han vidste lige precis hvad han skulle gøre i denne situation – og det reddede dem. Den anden bil, derimod, havde en uerfaren driver, da de blev beskudt, mistede han kontrollen over bilen, den kørte af vejen, ind i et træ – og… røverne kom og gjorde det af med alle 3 i bilen…

James, var meget påvirket af det, for dagen inden havde lige precis denne driver taget ham med – og nu er han ikke mere…

Baggrunden for dette røveriske overfald kan måske forklares med følgende: Jeg har jo nævnt tidligere, at den Ugandiske regering har lavet en indsats for at inddrage våbnene i Karamoja. Til gengæld har de lovet befolkningen sikkerhed, ved at udpostere militæret flere steder. Karamoja grænser dog op til flere lande, bl.a Kenya. Her har de ikke den samme politik, dvs nogle af de traditionelle fjender karimojong-folket har haft igennem historien, f.eks Pokot og Turkana, holder primært til i Kenya. Og for et par dage siden, var der et kvægtogt, der netop nogle kenyanere røvede en masse kvæg fra Nakapiripirit. Traditionen tro, ville de gerne forsvare sig, men det kunne de ikke, da deres våben var inddraget.  Og derfor mistede de alle sine køer. Normalt ville de tage forfølgelsen op – men det kan de ikke nu. Dette skaber en enorm frustration i befolkningen, og de mener ikke at hæren beskytter dem, som de har lovet.  Denne frustration giver sig så udtryk i, at landevejsrøverierne begynder igen. De skyder simpelthen på hvem som helst. For at får frustrationerne ud, eller for at gøre opmærksom på sig selv.

Inden vi tog herned, blev vi sikkerheds-briefede af ADRA Danmarks sikkerhedsansvarlige, Lehnart Falk. Han fortalte os, hvilke retningslinjer vi skal gå efter, og hvordan vi skal forholde os i forskellige situationer. Vi fik bl.a at vide, at hvis der sker nogle incidenter, så skal han have det at vide.  Inger har derfor sendt ham en mail, som han forhåbentligvis kan se, selv om han er på Haiti i øjeblikket. Solomon vurderer dog, at det ikke er nogen fare for os – men vil anbefale Margit, som også er fra ADRA DK, og som netop skulle ned til Nakapiripirit i næste uge, om ikke at tage derned. Man frygter at det hele kan eskalere i området.

Sådan! Man må sige, at man er havnet et brændvarmt sted… Jeg føler mig dog tryg. Alle hernede opfører sig professionelt og velovervejet, og jeg har fuld tillid til både Inger og Solomon. Desuden har jeg jo en ekstra tryghedskilde – at have en himmelsk far, som jeg ved har styr på det hele, giver en fred, som verden ikke kan give. Bibelen taler om, at selv om man kan have strid og uro omkring sig, både fysisk, psykisk og socialt – så kan Gud give en indre fred, som kun han kan give. Og det har jeg, lige nu. Hvis du vil vide mere om hvordan man kan få den, så spørg mig endelig… J

Her til aften fik vi så en ny besked. På vejen mellem Abim og Kotido (det var der vi kørte i torsdags) er det også sket en incident. Et FN-køretøj var på vej fra hovedstaden Kampala til Kotido. Når det nærmede sig Abim, sendte det besked til Kotido, om at sende et køretøj derhen, med soldater, således at de kunne køre videre i en konvoj. På vej til Abim blev denne bil angrebet af røvere. De hoppede ud på vejen lige før bilen kom. Soldaterne på bilen reagerede øjeblikkeligt, og de kom igennem. En af røverne blev dræbt af soldaterne. Men FN-køretøjet kom sikkert igennem efterfølgende. Vi følger situationen…

Det er jo lørdag i dag, og vi har selvfølgelig været i kirke. Sammen med de lokale ADRA-folk holdt vi gudstjeneste på kontoret, og der kom endda en hel del gæster fra byen. Jeg fik selv æren af at prædike til Gudstjenesten. Så har man prøvet det også…De kan godt lide at synge hernede. Der bliver sunget inden, midt i – og bagefter. Vi sad faktisk og sang to timer om eftermiddagen. Det var mega-hyggeligt.

Nogle af jer ved også, at vi lavede en fed feature med Skype i dag. Vi havde aftalt, at vi ville prøve at lave et Skype-interview af Tina og mig, direkte i gudstjenestetiden i Adventkirken i Nærum. En PC blev koblet til en projektor og et lærred, og lyden blev trasmitteret ud i højtalerne i kirken. Og så fik vi mulighed for at fortælle noget om hvad vi har oplevet. Tænk hvad man kan, nu om dage…